Info om MARINAEN
 
Marinaen ligger i Vesthavnen lige ud for trappen, der giver direkte adgang til byens centrum med restauranter, caféer og forretninger.
 
Trappen er i sig selv en oplevelse. Den er beskrevet under www.visitdenmark.com således:
----
"Trappemonumentet er formet som et bølgeslag, der forbinder "Den grønne Plads" med Vesterhavet (eller rettere Skagerrak!).
Dette giver en række spændende oplevelsesmuligheder og fra "Molen" i midten er der en meget fin udsigt.
Det er billedkunstnerne Dorthe Dahlin og professor Mogens Møller, der sammen med Hirtshals Kommune har stået for værket."
----
(Bemærk iøvrigt forskellen i trinenes højde på de 2 trappeforløb! Trinene til højre er STORE og løbetur op og ned trækker rigtigt syre i benene! Trinenes dimension stammer fra det gamle Ægypten!)
 
Marinaen ejes af Foreningen Hirtshals Marina, som i 2005, efter flere års arbejde og gennem lån og sponsorbidrag, fik fremskaffet midler til at etablere marinaen. Baggrunden var at Hirtshals Havn ønskede at de besøgende lystsejlere fik en fast plads i havnen at lægge til ved.
 
Efter etableringen af flydebroen har det dog vist sig, at der er en stigende interesse for lystbåde for at anløbe Hirtshals og bruge havnen som fast base.
 
Det er jo ikke alle der "tør" runde Skagen, så vi ser først og fremmest større sejl- og motorbåde, som søger læ eller ønsker at proviantere inden de krydser Skagerrak, eller under deres færd langs Danmarks og Europas kyster.
 
Men der er dog flere og flere der bliver klar over at en tur til Hirtshals kan være et godt mål i sig selv.
 
Der er fred og ro, man ligger i en "autentisk" havn, nærmest midt i byen, og der er ikke langt til alle turistseværdigheder i Vendsyssel.
 
Flydebroen er i foråret 2011 forlænget til 60 meter for at dække det stigende behov, ikke blot for plads til gæstesejlere, men også for faste liggepladser.
 
Herudover forventes stigende behov for overnatningsplads til både, der kan køres til havnen og sættes i vandet via det nyetablerede slæbested i nærheden af marinaen.

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/GW1hmiadn5U?si=BzK10RhtMbW5SAkg" title="YouTube video player" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture; web-share" allowfullscreen></iframe>


Info om HIRTSHALS
 
Hirtshals by er kun rundt 100 år gammel. "Den gule Kro" ved "Den grønne Plads" var dengang en landbrugsejendom ("Lilleheden"). Den største bygning i det der siden skulle blive til Hirtshals.
 
Der var kun enkelte spredte fiskerhuse, og så var der Hirtshals Fyr, der lyste første gang i 1863 (www.hirtshalsfyr.dk).
 
Havnen blev indviet i 1931 og er selvfølgelig blevet udbygget mange gange siden.
 
Under besættelsen blev der etableret et meget stort bunkeranlæg, som en del af "Atlantvolden". En del af anlægget omkring fyret er blevet udgravet og kan beses, også med rundvisning (www.bunkermuseet.dk).
 
Stranden lige sydvest for havnen er en glimrende badestrand, kaldet "Husmoderstranden", der i mange år har haft "det blå flag" (www.blaaflag.dk). - Gå evt. bare en frisk tur fra vesthavnen langs stranden. Efter ca. 400 m.  kommer I til et stykke med store sten, der stammer fra sidste istid (blandet med rester af beton fra "Atlantvolden") og kommer derefter til den fine Tornby Strand. - Øst for havnen kan bades fra Kjul Strand og Uggerby Strand, men der er også mulighed for dejlige ture i plantagerne bag strandene på begge sider af byen.
 
Hvis I har lyst til f.eks. at se et gammelt fiskerhjem eller se hvordan vodbindere arbejder med gammel og stadig brugt teknik, så vil det være en god idé at besøge Hirtshals Museum indrettet i et fiskerhus fra 1881. Det ligger lige midt i byen!
 
I den østligste del af havnen finder I forresten Nordsøen Oceanarium (www.nordsoenoceanarium.dk), som også er et eller flere besøg værd.
 
I kan også besøge byens 8 restauranter/caféer, 6 grillbarer/pizzariaer og 6 værtshuse/kroer!
 
Såfremt I ønsker overnatning i land, evt. til Jeres gæster, kan det f.eks. ske på Hotel Hirtshals (www.hotelhirtshals.dk), Danland Feriehotel Fyrklit (www.danland.dk), Montra Skaga Hotel (www.skagahotel.dk), Motel Nordsøen (www.motelnordsoeen.dk) eller Hirtshals Vandrerhjem (www.danhostelhirtshals.dk). Disse er selvfølgelig også glimrende spisesteder!
 
Skal der provianteres kan det f.eks. ske hos "Slagter Winther" eller Superbest, Eurospar, Aldi, Rema 1000, Netto, Fakta eller Superbrugsen, - hver eneste dag og aften - hele året rundt!
 
Og så er der iøvrigt - ud over færgeforbindelserne mod nord til flere havne i Norge, samt Færøerne og Island - stort set ubrudt motorvejsforbindelse fra Hirtshals og mod syd til bl.a. Aalborg, København, Sicilien (2.880 km) og Gibraltar (3.300 km)!
 
Hirtshals ligger måske nok i "udkanten" af Danmark, men i midten af Europa!

Info om HAVNEN (www.hirtshalshavn.dk)
 
Vesthavnen har en "oprindelig" atmosfære med mindre fiskekuttere og flere maskinværksteder, malerværksted, udstyrsbutikker, sejlmagerværksted og vodbinderier, samt en bedding og et slæbested.
 
Vesthavnen er kun en lille del af den samlede havn som bl.a. omfatter store kajanlæg til landets største trawlere, skibsværft med overdækket flydedok, landets mest moderne fisketerminal, frysehuse, fiskeforædlingsfabrikker samt færgeterminaler til brug for 2 hurtigfærger til Kristiansand og Larvik (www.colorline.dk), færge til Stavanger/Bergen (www.fjordline.dk) og færge til Færøerne/Island (www.smyrilline.dk).
 
Der er også en "jollehavn", til de mindre fritidsfiskejoller, lige ved Havnegade, og en bådeklub, hvor klubbens medlemmer har deres mindre både liggende, yderst ved vestmolen, i nærheden af redningsstationen og redningsbådenes placering.
 
Slæbestedet beliggende vest for jollehavnen giver mulighed for at komme med båden "over land"! 

 

 


Hirtshals Marina
Vesthavnen
9850 Hirtshals.
KONTAKT OS

Hans Christensenr  +45 40 27 18 82
Steen Christensen  +45 40 37 16 75
Ove Trolle              +45 22 31 07 95
Preben Krage         +45 28 97 77 15
Jan Anderson         +45 21 66 74 52
Email: chr@c.dk

FIND VEJ

FACEBOOK

  © Copyright - Hirtshals Marina - Udarbejdet af: Net For Dig, Hjørring | CMS hjemmeside